Klippen, der gik sin vej

Endnu længere nede kommer Polly så langt ned, at hun møder en nabo. Ude i vandet, så tæt på at hun føler, hun kunne glide derover, står et enkelt tårn af bleg klippe med havet brydende hvidt om foden. Det hedder Sandkornet, og det er en spøg, for det er omtrent på størrelse med en lille kirke.

Further down still, Polly comes down far enough to meet a neighbor. Standing out in the water, close enough that she feels she could glide to it, is a single tower of pale rock with the sea breaking white around its foot. It is called the Grain of Sand, which is a joke, because it is roughly the size of a small church.

Det har ikke altid stået derude. For omkring otte hundrede år siden var det en del af denne klippe, fast forbundet med den, helt almindeligt. Så gjorde bølgerne det arbejde færdigt, de længe havde været i gang med nedenunder, den forbindende klippe forsvandt, og tårnet blev efterladt alene i havet. Polly ser på det et stykke tid. Det er tyndere forneden end foroven. Havet arbejder stadig.

It has not always been out there. About eight hundred years ago it was part of this cliff, joined on, ordinary. Then the waves finished the job they had been working at underneath it, and the connecting rock went, and the tower was left standing alone in the sea. Polly looks at it for a while. It is thinner at the bottom than at the top. The sea is still working.

En måge kommer forbi i øjenhøjde, og den her er værd at holde øje med. Det er ikke en af de larmende, der følger både og stjæler pommes frites på havnemolen. Det er en Audouins måge, og den lever slet ikke af affald. Den tjener sit levebrød ude på havet ved at jage fisk, hvilket for en måge nærmest er et principspørgsmål.

A gull comes past at eye level, and this one is worth watching. It is not one of the loud ones that follow boats and steal chips from the harbor wall. This is an Audouin's gull, and it does not scavenge at all. It makes its living out at sea, hunting fish, which for a gull is almost a matter of principle.

Den flyver ud over strædet med lyset i ryggen, indtil Polly mister den af syne. Hun ser tilbage på klippen, der står derude, og på mellemrummet mellem den og klippevæggen, og tænker på, at det mellemrum engang var massiv sten, som man kunne have gået over.

It goes out over the strait with the light behind it until Polly loses it. She looks back at the standing rock, and at the gap between it and the cliff, and thinks about how that gap was once solid stone that somebody could have walked across.